Artikler
MTP vs S88: Skal fødevareindustrien til at lære et nyt begreb?
arrow_backTil oversigten16. oktober 2026 | EngineerIT
Den åbne standard MTP 2.0 (Module Type Package) kommer til at spille en central rolle i hvordan vi strukturerer procesautomation i fødevareprocesanlæg. Hvad betyder det for maskinejere og maskinbyggere? Det giver vi et bud på efter at have arbejdet med MTP i et år.
ISA 88-standarden (eller bare S88) har i årtier været en hjørnesten i måden vi bygger struktur og software til fødevareprocesanlæg på. Men i de kommende år vil vi i stigende grad også se den åbne standard MTP 2.0 (Module Type Package) styre hvordan vi strukturerer procesautomation.
I EngineerIT er vi dykket dybt ned i arbejdet med MTP for at blive klogere på hvad MTP-værktøjer kan, og her er vores bud på hvad standarden kommer til at betyde for maskinejere og maskinbyggere inden for fødevareindustrien i de kommende år.
Kommer MTP til at erstatte S88?
Nej, de to standarder vil supplere hinanden. Hvor S88 beskriver hvordan man strukturerer og styrer en produktionsproces, beskriver MTP hvordan et selvstændigt procesmodul kan kobles sammen med og styres fra et overordnet system.
Ligesom vi kender det fra S88, er formålet med MTP at sikre mere ensartede løsninger gennem en standardiseret struktur og modularitet. Men MTP-standarden åbner nye muligheder for at udveksle filer mellem forskellige udviklingsværktøjer, autogenerere programkode og strukturere test- og valideringsaktiviteter.
S88 kan altså fortsat bruges til at strukturere produktionsprocessen, mens MTP gør det enklere at sammensætte og ændre det anlæg der skal udføre produktionen.
Hvorfor automatisere procesanlæg med MTP?
Med MTP bygger I procesanlægget op af moduler der taler samme sprog. Det gør det bl.a. nemmere at sammensætte udstyr fra forskellige brands og generationer, og et enkelt krav om at nye maskiner skal være ”MTP 2.0 compliant”, gør at I kan lægge en del af programmeringsopgaven ud til leverandøren.
I kan teste og validere hvert enkelt modul løbende og slipper for en stor arbejdspukkel til sidst i projektet, og I kan genbruge modulerne og flytte dem rundt, også når I vil lave ændringer senere.
Den standardiserede MTP-struktur gør det samtidig muligt at autogenerere fx en stor del af standardkoden hvilket giver en markant tidsbesparelse. Vi lavede for nylig et projekt hvor vi genererede ca. 70 % af softwaren og 90 % af HMI’en på bare tre timer – noget der ville tage op mod to dage at kode fra bunden.
Med MTP 2.0 får I altså:
• Nemmere ændringer: Hver ændring laves med moduler der allerede er validerede
• Færre fejl: Det samme gennemtestede grundlag genbruges i stedet for at bygge det i hånden hver gang
• Ensartet kvalitet: Modulerne ser ens ud og opfører sig ens uanset hvem der har lavet dem
• Løbende dokumentation: Dokumentationen følger med fra starten og skal ikke skrives bagefter
• Ensartede testskemaer: Skemaerne bygges op ud fra den samme kilde.
Det første skridt mod MTP for maskinejere
Det første I skal gøre, er at få nogen med MTP- og automatiseringsekspertise ud at kigge på anlægget for at se om MTP overhovedet giver mening for jer. Måske er det lige til højrebenet, og måske er det slet ikke investeringen værd.
Eller kom forbi vores stand, L 9176, på Food Tech 2026 og få en uforpligtende snak med vores MTP-specialister om muligheder og udfordringer i netop jeres anlæg.
Bør OEM’er gøre deres udstyr MTP 2.0 compliant?
Fordelene for slutbrugeren ved MTP er så store, at det sandsynligvis kun er et spørgsmål om tid før MTP 2.0 compliance bliver et standardkrav til jer som maskinleverandør.
Vi anbefaler at I allerede nu begynder at undersøge hvordan I kan blive klar til dette, for i de første implementeringsår vil compliance kunne udgøre en væsentlig konkurrencefordel. En anden sidegevinst er at MTP-standarden er en åben standard der kan bruges af alle, og at kravene er klart definerede så hele arbejdet med snitflader er nemmere, og I kan følge den samme proces hver gang.
Det første skridt mod MTP for maskinbyggere
Den gode nyhed er at compliance forholdsvis enkelt kan opnås med en gateway så I ikke behøver lave alt om på én gang.
Vores MTP-specialister har erfaring med hvilke værktøjer I skal have ind hvornår for at overgangen bliver så gnidningsfri som muligt, og kan supplere jeres egen ekspertise gennem hele processen.
Kom forbi vores stand, L 9176, på Food Tech 2026, og hør mere om hvordan I kan forberede jer på krav om MTP 2.0 compliance.
Mød os på FoodTech
Ansvar for indhold på denne side
Oplysninger, billeder, produktbeskrivelser, videoer, certificeringer, bæredygtighedsudsagn og øvrigt indhold på virksomhedsprofilerne uploades og vedligeholdes af de enkelte udstillere.
Udstilleren er selv ansvarlig for indholdets korrekthed, dokumentation og lovlighed, herunder overholdelse af gældende regler om markedsføring, bæredygtighedsudsagn og immaterielle rettigheder.
MCH A/S stiller alene platformen til rådighed og verificerer som udgangspunkt ikke indholdet.






