Artikler

FoodTech stiller skarpt på plastemballagens perspektiver

arrow_backTil oversigten

19. oktober 2022

Tidens muligheder og udfordringer med genanvendelse og cirkularitet inden for plastemballage samt forventningerne til fremtiden er i fokus, når Nordens største messe for fødevareteknologi FoodTech 1. november 2022 afholder konferencen 'Plastemballage - nu og i fremtiden'.

En række eksperter og virksomhedsrepræsentanter gør de besøgende klogere på plastemballagens aktuelle forfatning og de ekstra krav, der via det såkaldte producentansvar inden længe stilles til produktet, når FoodTech i samarbejde med Plastindustrien gennemfører konferencen 'Plastemballage - nu og i fremtiden'.

- De besøgende kan forvente at blive grundigt opdateret på alt det seneste nye inden for plastemballage, brug af genanvendt plast i fødevareemballage, sortering og design. Oplægsholderne er førende inden for deres respektive felter og bidrager samlet set med al den bedste og nyeste viden. Der sker rigtig meget i øjeblikket, det hele går virkelig stærkt, og her er altså et felt, der i den grad har fingeren på pulsen og kan gøre os alle klogere, fortæller miljøpolitisk chef i Plastindustrien Christina Busk, der i løbet af konferencen fungerer som moderator.

Stort fokus på emballage
Tre moduler udgør konferencens indhold: 'Producentansvar på emballage og sorteringsteknologi', 'Design til genanvendelse' og 'Genanvendelse til fødevarer i høj kvalitet'.

I førstnævnte modul kan de besøgende blive klogere på det kommende producentansvar, der gælder fra år 2025, og ikke mindst de sorteringsteknologier, der kan være med til at gøre en forskel, når de nye regler træder i kraft. I andet modul indtages scenen af først CEO i ST Plast Knud-Erik Skov-Thuesen og siden Environmental & Sustainability Manager i PolyPrint Malene Villadsen, der taler om henholdsvis fremtidens emballage fra en bakkeproducents perspektiv og folier i fødevareemballage og genanvendelse. Endelig gælder det i sidste modul specialkonsulent i Fødevarestyrelsen Mette Holm, direktør i Solum A/S Christian Christiansen og Maria Dahl, produktudvikler ved Aage Vestergaard Larsen - de tre berører henholdsvis reglerne for genanvendt plast og fødevarekontakt, sortering af plastemballage og genanvendelse af husholdningsplast til en høj kvalitet.

- Det er supervigtigt at få belyst alt dette på netop FoodTech, for genanvendelse af plastemballage fylder mere og mere i ikke mindst fødevareindustrien. Der er rigtig, rigtig mange virksomheder, som arbejder fokuseret med netop emballage, og det vil kun blive endnu mere i årene, der kommer - dels fordi der potentielt kan spares betydelige mængder CO2, dels grundet det kommende producentansvar på emballage og sorteringsteknologi, forklarer Christina Busk.

Det nye producentansvar betyder i praksis, at de, der sætter en emballage på markedet, selv skal stå for at indsamle, sortere og genanvende den.

En rivende udvikling
Hos FoodTech er forventningerne store til den tre en halv time lange konference.

- Vi er rigtig glade for samarbejdet med Plastindustrien, der har skruet et stærkt program sammen til lejligheden. Plastemballage er inde i en rivende udvikling, og vi er meget spændte på at høre, hvad de enkelte oplægsholdere har at sige - det er vores klare fornemmelse, at der bliver rig mulighed for at blive klogere på en række afgørende punkter for såvel plastbranchen som fødevareindustrien, lyder det fra projektchef i MCH A/S Thue Bjørslev Jensen.

Se det samlede program for 'Plastemballage - nu og i fremtiden' hér.

FoodTech finder sted i MCH Messecenter Herning 1.-3. november 2022.

Flere artikler fra FoodTech

keyboard_arrow_up